Henrik Ibsens skrifter

Med forbindtligst tak erkender jeg herved modtagelsen af herr ​hofmarskalkens meget ærede skrivelse af 30. November f. år, hvilken jeg herved tillader mig at besvare.

Det forholder sig ganske rigtigt således, som herr hofmarskalken formoder, at mit stykkes navn ​ «Et dukkehjem» er et nyt ord, som jeg selv har gjort, og det er mig kært at man ​på svensk vil gjengive ordet i direkte oversættelse.

Udtrykket «det vidunderlige», hvorom også ​ fru Hvasser havde den godhed at tilskrive mig, må, så vidt jeg kan skønne, på svensk helst ​oversættes med «det underbara». Ordet er et yndlingsudtryk, som

Faksimile

Nora oftere i stykket betjener sig af; allerede i første akt taler hun om «hvor vidunderlig dejligt det er at leve og være lykkelig», o. s. v.

Helmer ønsker ganske visst at kunne vinde Nora tilbage. Hvad hende angår, så siger hun jo, at hun for øjeblikket ingenting ved derom, og ingenting kan vide; i den stund hun går bort fra sit hjem er det egentlig at hendes liv skal begynde. Herr hofmarskalken spørger om hun tænker at skaffe sig ​nye dukker. Nej. Noras forhold til doktor Rank viser hendes moralske renhed i den henseende. Videre spørges, hvorledes det skal gå med børnene; hvem der skal opdrage dem. Hertil svares at der er i stykket et stort voksent barn, Nora, som må ud i livet for at opdrage sig selv, og derved kanske engang i tiden blive skikket til at opdrage de små – eller kanske ikke; ingen kan vide det. Men så meget er sikkert, at med det syn på sit ægteskab, som Nora har fåt

Faksimile

i den sidste nat, vilde det være umoralsk af hende om hun fortsatte samlivet med Helmer; det kan hun ikke og derfor går hun.

Jeg kan umuligt tro, at der skulde være noget anstødeligt i den måde, hvorpå Helmers ​sandselighed giver sig tilkende efter ballet; i al fald er det ved skildringen af et sligt ægteskab en umulighed at gå denne side af sagen forbi; det vilde ikke være ærligt at fortie noget her, og jeg er ganske viss på at jeg ikke har skildret virkeligheden værre, end den i mangfoldige tilfælde er. ​ Herr Fredrikson vil forøvrigt nok med vanlig ​noblesse vide at holde dette optrin indenfor de rette grænser.

Da herr hofmarskalken spørger, hvor ​honoraret i sin tid skal sendes hen, tillader jeg mig at anholde om at det må blive sendt til den Gyldendalske boghandel i København .

​I Danmark har dette mit nye stykke, som herr hofmarskalken

Faksimile

kanske ved, vakt et overmåde stærkt opstyr; partierne står voldsomt imod hverandre; hele det store oplag af bogen, 8000 exemplarer, udsolgtes i løbet af vel 14 dage og et ​nyt oplag er allerede trykt. Det er imidlertid ikke stykkets æsthetiske værd, der strides om, men om det i stykket opstillede moralske problem. At dette vilde møde indsigelse fra mange kanter, vidste jeg på forhånd; hvis vor nordiske almenhed var så langt fremskreden at alle var enige om dette problem, så havde det været overflødigt at skrive bogen.

Med højagtelsesfuld hilsning og tak for al udvist imødekommenhed tegner jeg mig